lørdag den 29. februar 2020

BÅDE


De ældre lystbåde på denne side er listet i alfabetisk orden efter bådens nuværende navn, og nogle af bådenes tidligere navne kan være nævnt i teksten. – Hvis du søger efter din båds historie, vil du kunne få den vist på denne side, men det forudsætter, at du bidrager med det nødvendige materiale (ex. foto, status på din viden om båden), og at du er parat til at medvirke aktivt til opklaringen. – Historiske både (med en kendt historie) kan optages med hensigten af få bådens historie offentliggjort, og i så fald vil der ikke være en ”EFTERLYSNING”. – Hvis en ældre træbåd ønskes afhændet (læs: foræret væk), kan båden optages på samme betingelser og med teksten ”FORÆRES VÆK”, og du vil selv være ansvarlig for al kommunikation med interesserede.

Du har måske fundet hele eller dele af din båds historie, og dette har du allerede publiceret på din web site eller blog. – I så fald kunne muligheden være, at du her giver en kort introduktion til din båd og din web site, så flere får kendskab til båden og dine interesser.
 

Hjælp med at sted- og tidsfæste dette foto ”ANAKONDA”

 ”ANAKONDA” – ET AF VORE ÆLDSTE LYSTFARTØJER – BYGGET 1895 …

… af bådebygmester Carl Lorentz Jacobsen på Jomsborgvej i Hellerup til Greve Frederik Sophus Christian Ludvig Danneskiold-Samsøe – det er 125 år siden, og båden er
bevaret og sejler fortsat! – I 1911 forlænges båden fra 26,9’ (8,4 m) til 32’ (9,7 m), og omkring 1917 installeres motor ombord. – I 1928 sælges båden til Frederikssund og i 1930 afhændes den til Roskilde, hvor den fortsat sejler på fjorden, men det er også blevet til deltagelse i mere end 25 gange ”Sjælland Rundt”. – Se ejerlisten, fotos og bådens papirer her, og i denne er der links til andre artikler. – Her finder du en ”mini-poster” med QR-kode til ejerlisten.


Privatfoto: ”BON AMI” i Mudderhullet” – Finn Johannessen
”BON AMI” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDEN OG DENS HISTORIE …
På baggrund af konstruktøren Georg Bergs tegninger fra 1923 byggede skibstømrer Erik Jens Nielsen i 1947/-48 den gaffelriggede spidsgatter ”BON AMI”. – Båden blev bygget på John Madsens bådebyggeri i Strandhuse i Svendborg, hvor Erik havde haft sin læreplads, og båden lå i mange i ”Mudderhullet” bag Eriks hus Kullinggade i Svendborg. – Iflg. DFÆL-Blad nr. 22/1987 var ”BON AMI” overgået til næste generation, da Søren Nielsen i Kaløvig overtog båden. – Søren afhændede båden i 1997, og hvorefter den straks blev videresolgt. – Vi søger derfor oplysning om, hvor båden er i dag   juniorbaads.registeret(a)gmail.com
”CESTRIAN” – HJÆLP OS MED AT FINDE DENNE LYSTYACHTS HISTORIE …

Denne 15mR-båd blev designet af den skotske konstruktør Alfred Mylne (1872-1951) og bygget og søsat fra Robert Mc Alister & Son’s værft i Dumbarton, Skotland.  – Båden var for 100 år siden hjemmehørende i KDY, og ejeren Nikolaj Garoff deltog i flere kapsejladser – bl.a. Øresundsugen 1920. – Yachten lå natten mellem lørdag og søndag – den 24./25. juli 1920 – sammen med 2 andre yachter og en galease for anker ud for Hornbæk, da en orkan ved 11-tiden om aftenen pludselig blæste op. Ankrene rev sig løs og efter få minutter blev bådene slynget op på stranden, men takket være Hornbæk Redningsmandskab lykkedes det at redde samtlige besætningsmedlemmer (læs nogle af aviserne). – Båden er lokaliseret i Norge i 1938, hvor den bar navnet ”ELSE V” (se nedenfor). – Vi søger også oplysning om, hvornår båden mistede sin status som klassebåd. – Kontakt os på juniorbaads.registeret(a)gmail.com
Se alle byggede 15-meter-R-både og læs om de 4 tilbageværende 15mR-både:
D 5 “HISPANIA” bygget 1909 –
Disse 15-meter-R-både sejlet i Danmark/Norge i KDY/KNS:
D 2 ”CESTRIAN” bygget 1910 – ex. ”NANETTE III” – “PAULA II” – “ELSE V”
var iflg. Lloyds 1938 ejet af Bernhard Georg Lund, Svoldergaten 9, Oslo.
D 6/D 4 ”SAFARI” bygget 1910 – ejer: Niels Benzon, KDY – 1930 – 194?.
  
Privatfoto: ”WINDY” alias ”CHITA” 
”CHITA” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Hvem byggede båden og hvor/hvornår blev den bygget? – Den smukke yacht har været renoveret flere gange gennem årene og er fortsat sejlende. Oplysningen om, at Direktør Percy Harald Ipsen ejede båden i 1924, er fundet, og i KDY-årbogen 1922/-23 er Prokurist Edvin Henry Harding registreret som ejer af båden ”ASTRID CARMEN”, hvilket stemmer helt overens med oplysningerne i Kendingsbogen 1937 – nr. 175. – Vi søger oplysninger om bådens ejere før 1923, og det undersøges, om det kunne være Astrid Carmens far Oscar Jürgen Jürgensen eller hendes mand Oluf Kamp-Larsen, der var ejere på dette tidspunkt. – Ca. 1925 bliver båden overtaget at Percy Ipsens svoger Professor Niels Bjerrum og et konsortium bestående af bl.a. Professor Niels Bohr, og mange betydende videnskabsmænd har været med ombord på ture i de danske farvande. Nobelprismodtageren Werner Heisenberg omtaler en vigtig hændelse under en tur i ”CHITA” til Svendborg (muligvis i 1927), som blev anløbet flere gange i løbet af årene. Det berettes, at ”CHITA” var det ideelle sted at diskutere videnskabelige problemstillinger, så vi anmoder om hjælp til at finde dokumentation for alt dette. En af ”CHITA”’s første log-bøger er lokaliseret, men det har desværre kun været muligt at få enkelte sider scannet og dechifreret – den ville jo helt sikkert være en fin dokumentation for livet ombord. – Det kunne også være spændende, hvis flere log-bøger kunne spores, og vi søger desuden oplysninger om ejerforholdene i nyere tid, hvor bådens navn bl.a. var ”WINDY”. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Det fortælles, at ”WINDY” har krydset rundt i Middelhavet og har været over Atlanten, men det er endnu ikke lykkedes at få kontakt til ejerne i disse perioder. – Her finder du vor EFTERLYSNING-CHITA. – I KDY’s medlemsblad: Kongelig Dansk Yachtklub #2 JUNI 2020 finder du en artikel, der beretter om ”CHITA” fra tiden, hvor hun var en del af KDY’s flåde. Alle 4 sider fra ”CHITA”’s logbog om Pinseturen 1927 kan ses og læses via linket. – På denne .facebook.-side kan du følge renoveringen af ”CHITA”.
Privatfoto: ”CHITA” og ”SVANEN” står til havs i 1938
”CHITA” (2) – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Denne båd dukkede op i kapsejladsresultaterne i aviserne i årene 1941-1943, og da den havde samme ret usædvanlige navn, opstod der tvivl, om dette kunne være båden, hvis historie vi eftersøgte: kunne denne være sat i ”pleje” i Præstø under krigen? – Vi takker lokale sejlbådsentusiaster for, at vi nu har fået vished om, at dette er en helt anden båd, som var ejet af murermester Arne Jacobsen, der var medstifter af og formand for Præstø Sejlsportscenter og tillige æresmedlem i Præstø Sejlklub.
”COLLEEN BAWN” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Var iflg. Kongelig Dansk Yachtklub’s årbog tegnet af konstruktør Henry Hansen og bygget i 1915 af bådebygger A. Olsen, Hellerup (Tuborg Havn). – Denne 13,59 BRT-motorbåd tilhørte i 1928 KDY’s flåde og var ejet af Grosserer Johannes Andersen (* 29.12.1880), der tillige var ejer af den noget mindre “ANNELISE” på 4,63 BRT.

Thomas Andersen Jensen (* 04.08.1899) var forhyret på ”COLLEEN BAWN” og skrev under en 3 ugers tur til Horten (ejerens fødeby) i Norge den 24. juli 1928 dette brev til familien. – Har du oplysninger om båden/ejeren, eller kender du til Thomas (eller hans relation til båden eller bopæl i København), opfordres du hermed til at kontakte os snarest muligt på juniorbaads.registeret(a)gmail.com. – Her finder du vor efterlysning: EFTERLYSNING-COLLEEN-BAWN.

Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Cutty-teamet på Danmarks Museum for Lystsejlads har slebet bådens sider ned til de rå planker: Niels Grønkjær, Poul Tom Hansen, Johan Brydegaard, Hans Emil Petersen og Poul Oddersborg.

”CUTTY” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Denne 6 m R båd blev i 1931 bygget på E. Nordbjærgs Bådeværft i Kalkbrænderihavnen til KDY’s byggeforening og fik navnet ”K.D.Y. 1931”. – Ved en auktion blev båden solgt til Direktør Ole Peter Christensen, som giver båden navnet ”CUTTY”, som også er bådens navn i dag. – En del af de tidligere ejere er identificeret, men vi efterlyser alligevel oplysninger fra efterkommere, der kunne ligge inde med skriftligt materiale og/eller effekter, der er relateret til båden, ligesom vi efterlyser oplysninger om de tidligere ejere, der mangler at blive identificeret. – Danmarks Museum for Lystsejlads modtog ”CUTTY” i 1996, og året efter startede den første renovering. I 2019 startede et team af frivillige et nyt renoveringsprojekt, så båden kan vises frem i udstillingshallen, og til den tid skulle bådens historie jo gerne kunne præsenteres. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor EFTERLYSNING-CUTTY.

”DELFIN” – BYGGET PÅ THISTED SKIBSVÆRFT I 1927
Båden er en uklasset 45 m² Spidsgatter tegnet af Aage Utzon og bygget af lærk på eg. Når båden er sejlførende ses ”S 45  2” i sejlet. – Læs mere om båden i KLASSISK TRÆBÅD nr. 135 – side 13-14. – Du kan her læse Karl Hillers beretning i Sejl & Skrue 1952 nr. 11. Her fortælles om ”Holiday’s” tur i Den Svenske Skærgård, og du kan læse det sidste afsnit her (gå til årgang 1953). – Klik her for at se de oplysninger, der indtil nu er fundet om denne båd. – Vi søger fortsat efter bådens historie og prøver at få identificeret alle de tidligere ejere, ligesom vi forsøger fortsat at afsløre mystikken om ”klassespidsgatterens fødsel”. – Hvis du kan bidrage, bedes du kontakte juniorbaads.registeret(a)gmail.com.

Privatfoto: ”EDITH” ved indsejlingen til ukendt havn
”EDITH” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Det er yderst begrænset, hvad vi ved om ”EDITH”, der i Pinsen 1920 var flydende hjem for en flok unge mænd under en sejltur fra Faaborg til Ærø. Båden er spidsgattet, men bådtypen er ikke verificeret ligesom bådebygger og byggested står hen i det uvisse. – Kaptajnen er Georg Vilhelm Edvard Ferdinand Johansen – søn af Apoteker Johansen, Faaborg Apotek og Kahytschefen er Ernst Richard Bielefeldt – cand. pharm. og Laborant (leder af laboratoriet) på Faaborg Apotek. – Navnene på den øvrige besætning kendes ikke. – Se fotos og meld tilbage, hvis du kender til båden eller nogle af deltagerne.

Privatfoto: ”ELLIDA”
”ELLIDA” – BYGGET HOS H.P. HANSEN I NYKØBING F. I 1909
Den nuværende ejer overtog Kragejollen ”ELLIDA” i 1997 og har fundet størstedelen af bådens historie og udarbejdet en ejerliste. – Har du yderligere oplysninger om båden, er ejeren meget interesseret i din henvendelse.

 Privatfoto: «LEISE» med den Olympiske flamme på Lillebælt 29. juni 1952
”LEISE” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Bådebygger Thokil Lind, Middelfart byggede i 1952 Starbåden ”LEISE” til skibshandler Ejnar Christensen i Fredericia, og båden blev landskendt, da den i 1952 fragtede den Olympiske ild over Lillebælt på vejen fra Grækenland til Finland. Berømmelsen skyldtes til dels, at flammen gik ud undervejs, men det gav helt sikkert noget mere omtale. – Båden blev i 1998 doneret til Danmarks Museum for Lystsejlads, hvor den i dag er en del af udstillingen i Museumshallen på Frederiksø i Svendborg (se effektlisten). – En del af de tidligere ejere er identificeret, men vi efterlyser alligevel oplysninger fra efterkommere, der kunne ligge inde med skriftligt materiale og/eller effekter, der er relateret til båden, ligesom vi efterlyser oplysninger om de tidligere ejere, der mangler at blive identificeret.  – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor EFTERLYSNING-LEISE.

Privatfoto: «LET» ud for Sjællands nordkyst ca. 1997
”LET” – BYGGET AF N.H. NIELSEN – SKOVSHOVED I 1888
Denne båd regnes for at være Danmarks ældst bevarede lystfartøj, der er bygget med lystsejlads for øje, og det menes tillige at være Danmarks allerførste sejlklubbåd.

Halvdæksbåden ”LET” er bygget af fyr på eg som en Kragejolle (6,9 m/2,45 m bred), og den er så vidt vides Danmarks ældst-byggede lystfartøj.
Af det danske nationalitetsbevis dateret 31. maj 1935 fremgår:
”Fartøjets tonnage af Rummet under Maalingsdækket: 2,55 Tons
Brutto Register-Tonnage: 2,86 Tons
Netto Register-Tonnage: Do.

Målebrevet er udstedt den 8. juli 1945 af Sundby Sejlforening. – Båden blev i 2014 fundet i Gilleleje, hvor den sidste private ejer havde opgivet at redde båden. Båden blev foræret til og ejes i dag af Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub, og du finder her klubbens egne både. Læs mere om ”LET” i KLASSISK TRÆBÅD nr. 127 – side 5-8. – Der arbejdes p.t. på at finde alle tidligere ejere, og kan du bidrage, bedes du kontakte os. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor EFTERLYSNING-LET.
LICIA II” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDEN OG DENS HISTORIE …
Denne lystyacht menes at have tilhørt 10-meter-klassen og var 1935-1940 hjemmehørende i København. – Båden var ejet af ingeniør Allan Blanner og opkaldt efter hustruen, og den var under krigen oplagt. – Båden blev sidst i 40-erne afhændet, og vi søger nu efter den og dens historie.

”MAI” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Hvem byggede båden og hvor/hvornår blev den bygget? – Iflg. Kendingsbogen 1937 (MAI nr. 589) skulle denne 7m-båd være bygget i Norge i 1909, og hvis denne oplysning skulle vise sig at være korrekt, kunne det være en Johan Anker-båd ”LISS”, som i 1910 kommer til Danmark. – ”LISS” annonceres til salg i 1924, men det er ikke lykkedes spore båden efterfølgende.

”MAI” har siden ca. 1970 været hjemmehørende i Sundby Sejlforening, og den har så vidt vides været i Kjøbenhavns Amatør Sejlklub fra ca. 1958 til ca. 1963, hvor den bar navnet ”VIRGINIA II”. – En træbådssejler har meldt ind, at båden har været i Sejlforeningen Enighed i ”slut-60-erne”, men ejeren er ikke identificeret. – Vi efterlyser oplysninger fra efterkommere eller andre, der kunne ligge inde med skriftligt materiale og/eller effekter, der er relateret til båden, ligesom vi efterlyser oplysninger om de tidligere ejere, der mangler at blive identificeret. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor EFTERLYSNING-MAI.

Foto: «PERLEN» ved Lodsbroen – Skælskør 1966

”PERLEN” – VI SØGER DENNE SMUGLERYACHTS HISTORIE …

Denne smukke motoryacht var i 1960-erne på avisernes forsider og blev landskendt, da den blev anvendt til smugling af store mængder cigaretter og spiritus. – Båden blev i 2 omgange opbragt og konfiskeret i Skælskør og efterfølgende solgt på auktion, men da bådens papirer ikke fulgte med, kendes bådens fortid ikke. – Du finder her den præliminære ejerliste, fotos af båden m.v. – Vi efterlyser derfor nu alle relevante oplysninger, der kan identificere bådens tidligere ejere, byggestedet samt konstruktøren – Print denne efterlysning. – Kontakt os snarest muligt på juniorbaads.registeret(a)gmail.com.

This beautiful motor yacht was on the front pages of newspapers in 1960s and became nationally known when it was used for smuggling large quantities of cigarettes and spirits. – the boat was seized and confiscated in Skælskør, Denmark twice and subsequently sold at auction, but as the boat’s papers were not included, the boats past is not known. – You will here find the preliminary list of owners, photos etc. – We are therefore now looking for all relevant information that can identify the boat’s previous owners, the construction site and the designer. – Please contact us as soon as possible: juniorbaads.registeret(a)gmail.com. 

Privatfoto: Brdr. Grimstrup m.fl. i «PUK» ca. 1936
I maj 2019 kontaktes Finn af en af Ejnar Peter Grimstrups sønner, der var blevet opmærksom på Finn’s web site med de mange fantastiske fotos fra Svendborg. – Sønnen opdager hurtigt, at det er Finn’s ”PUK”, som hans far og onkel har sejlet i 30-erne og 40-erne, og efter at have fundet et foto i et gammelt album er han blevet helt sikker. – På bagsiden af KLASSISK TRÆBÅD nr. 142, der udkom medio marts 2020 berettes om en mail, som redaktionen har modtaget fra Thorleif, der er tidligere bådebygger. Thorleif har taget dette foto af sin far, da han engang i 1960-erne beundrer sin konfirmationsgave ”PUK” ved bådebygger John Madsens bro i Strandhuse. – Læseren blev straks kontaktet, og bådens tidligste historie blev nu verificeret. Thorleif havde fundet Finns web site og de mange fotos af ”PUK”, og så var det jo oplagt at finde det fine foto af faderens konfirmationsgave frem. Det var Thorleifs farfar Skibsbygmester Hans Christian Poulsen, der byggede ”PUK” til sin yngste søn Frank Julian Poulsen som gave til hans konfirmation 10. april 1927. – Vi søger dog fortsat efter de manglende tidligere ejere. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor EFTERLYSNING-PUK.

Privatfoto: Målebrev for «PUK»
”PUK” (2) – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDEN OG DENS HISTORIE …
Af bådens målebrev (udstedt 27. juni 1949) fremgår det, at det er den kendte konstruktør Henry Rasmussen, der har bygget lille båd, og byggeåret ”1944” er anført. – Der er ikke fundet dokumentation. – Efter undersøgelse af, om dette kunne være Finn’s båd, er det nu teorien, at det drejer sig om en jolle med sænkekøl. På et foto ses 3-4 både af samme type i baggrunden, så det kan være en serieproduktion, og dermed er der muligvis flere af slagsen. – Flere tidligere ejere menes at være lokaliseret, nu er det håbet, at båden bliver lokaliseret. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor EFTERLYSNING-PUK.

Privatfoto: J-142 «RAN» alias «KLAUS»
”RAN” / ”KLAUS” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDEN OG DENS HISTORIE …
Da denne båd indeholder en helt fantastisk historie om en dansk eksportsucces, gør vi nu endnu et forsøg på at finde båden og nogle af de mange sejlere, der efterfølgende har sejlet i båden. Det kunne jo også være ganske interessant, hvis båden kan lokaliseres og endnu bedre, hvis den fortsat er ”i live”. – Vi ser derfor frem til at modtage alle dine informationer om dit kendskab til båden og dens historie … – Læs her en printvenlig udgave af efterlysningen, og læs mere om JUNIORBAADSREGISTERET her.

”RITA IV” – 10mR-BÅD BYGGET PÅ THORNYCROFT SCANDINAVIA I 1926

Denne smukke yacht blev ordret af Danmarks Kong Christian X, og den blev 17. april 1926 døbt af Dronning Alexandrine som kongens tredje 10mR-båd konstrueret af Wm. Fife III. – Yachten har senest sejlet på Lac Leman i Schweitz og er her i 2021 til salg. – I denne salgsbrochure kan du læse om bådens historie og se listen med de både, som Kong Christian X har ejet. – Der var også dengang stor prestige i, hvem der havde bygget båden, og hvem der havde leveret sejlene.– Her finder du en printvenlig udgave med facts om båden.

”SAGA” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Bådebygger Herman Gehring byggede i vinteren 1942/-43  38 m² Spidsgatteren S-38 D-21 i Marstal, og i en notits 6. maj 1943 i Ærø Avis kunne man læse: ”Sagkundskaben erklærer, at dette Fartøj er et af de smukkeste, der er set i Marstal”. – Efter at båden var blevet søsat og rigget til, blev den afrigget og slæbt til Svendborg, hvorfra turen gik videre på jernbanevogn til direktør Olaf Stelling, Hellerup, der havde ordret den. – Udover første og nuværende ejer kendes kun navnene på 2 ejere: Landinspektør Emil Krog, Holte og Hans Dreyer, København, og vi efterlyser derfor alle oplysninger vedrørende bådens historie. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor SAGA-EFTERLYSNING.

”SKRAKUNGEN” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Båden er en platgattet 28 fods Østersø-krydser tegnet af og bygget i 1940 af norsk/svenske Jac. M. Iversen (1884-1974) i Östhammar nord for Stockholm. – Båden er de seneste år renoveret i Hal 16 i Helsingør og er nu igen klar til at stævne ud I Øresunds bølger. – Se tegningen af ”SKRAKUNGEN” og her kan du læse mere om Jac. M. Iversen. – Link til listen med oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Her finder du vor EFTERLYSNING-SKRAKUNGEN.


Privatfoto: ”SPRAY” på Holbæk Fjord 2019
”SPRAY” – HJÆLP OS MED AT FINDE BÅDENS HISTORIE …
Denne Kragejolle er iflg. Kendingsbogen 1937 bygget i Frederikssund i 1898, men der er ingen dokumentation for dette. – Af Helge Møllers historiske betragtninger fremgår det, at båden oprindeligt blev ordret af Københavns Havnemester Claus Anton Bonde, men dette er der desværre heller ikke bevis for, og der mangler navne og oplysninger om mange af øvrige tidligere ejere på denne liste: Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her. – Kan du bidrage, ser vi frem til din tilbagemelding.

Foto fra forsiden af KDY’s medlemsblad SEJLSPORT nr. 27 den 2. juli 1914

”UNDA” – 8mR-BÅD BYGGET PÅ NEPTUN-VÆRFTET I 1914

Konstrueret af Werner Hansen, der bl.a. også stod bag ”NURDUG”-bådene, der var både kendt og frygtet på kapsejladsbanerne. – ”NEPTUN-værftet” – Skovshoveds største virksomhed – var grundlagt af N.H. Nielsen, der var døbt Niels Helqvist Rasmussen – men kaldte sig ”Nielsen” – og efter dennes død i februar 1912 overtager hans hustru Mine Rasmussen virksomheden, og sønnerne Johnny og Villiam driver den videre under navnet ”Brdr. Nielsen”. – ”UNDA” blev i 2017 reddet i sidste øjeblik, og efter en totalrenovering forventes båden søsat igen i 2021. – Link til listen med fundne oplysninger samt den præliminære ejerliste finder du her, og vi efterlyser de manglende ejere. – Her finder du vor UNDA-EFTERLYSNING.



BÅDE – BLÅ OVERSKRIFT

Bådenes historie:
Byggeår/-sted – bådebygger/bygmester/værft

Bådtype/-klasse – evt. beskrivelse (mål/form) af båden

Link til ejerliste (ejere, hjemhavn, kapsejladsresultater, aktuel status m.v.)

Links til byggeliste ønskes hvis relevant

Links/henvisninger til omtaler i bøger/tidsskrifter (ISBN-nr.)

Kommentarer og forslag til nye emner modtages med tak på



©  JUNIORBAADSREGISTERET – DENMARK